I mit arbejde som psykolog lægger jeg vægt på, at du i en svær tid ikke står alene med dine problemer

Min tilgang: 

Nogle mennesker kommer til samtaler for at forebygge, andre starter i forløb for at arbejde med problemstillinger, der har fyldt længe. Min tilgang vil altid afhænge af det enkelte menneske, og det de præsenterer. Det er vigtigt for mig, at du i vores samtaler kan føle dig tryg, og at vi taler om det, der fylder noget hos dig. Jeg vil være lyttende, men også en aktiv samtalepartner, der stiller dig spørgsmål. Mine spørgsmål er ofte inspireret af narrativ terapi, som handler om at undersøge de fortællinger, mennesker har til rådighed, og hvordan disse har effekter i menneskers liv.

Jeg er optaget af, at samtaler skaber bevægelse, så du kommer tættere på dine værdier og det liv, du gerne vil leve, og at du får blik for hvilke strategier, der kan hjælpe dig nu her men også fremadrettet. 

Jeg er et meget visuelt menneske, så du vil i samtalen opleve, at jeg ofte både tegner og skriver på tavlen, når vi taler sammen. Jeg bruger aktivt tavlen til at forstå sammenhænge mellem f.eks.  begivenheder, personer og værdier, og jeg bruger den også til at bringe min psykologfaglige viden i spil.